Sangye Tashi Ling er et studie- og meditationscenter, som følger Karma Kagyu traditionen indenfor tibetansk buddhisme. Centerets åndelige leder er Hans Hellighed den 17. Karmapa, Ogyen Trinley Dorje fra Tsurphu i Tibet, som siden år 2000 er bosat i Indien. Den daglige åndelige ledelse varetages af hans udsending Acharya Lama Dorji.
Centeret drives af foreningen Karmapa Trust, hvis bestyrelse er demokratisk valgt og udgør den verdslige ledelse. Karmapa Trust er statsanerkendt som religiøst samfund og som §8A forening.
Centerets hovedformål er at give interesserede mulighed for at stifte bekendtskab med og fordybe sig i Buddhas lære. Derfor afholder vi kurser med lamaer og lærere fra ind- og udland, arrangerer regelmæssige introduktions- og meditationsaftener, udgiver tidsskrifter og danske oversættelser af buddhistiske tekster. Lejlighedsvist inviterer vi også til kulturelle arrangementer. Vi tilbyder foredrag på universitetet, folkeuniversitetet, lærerseminarer samt på gymnasier som led i religionsundervisningen.
Som noget helt nyt vil der være mulighed for at leje sig ind i vores lokaler for en aften eller en week-end, hvis det passer ind i vores planlægning. Det er et tilbud til foreninger og grupper som gerne vil have et buddhistisk mødested.